165
et Indelukke et Inderste, hvor den mener den kan forblive, og nu begynder den sin eensformige Bevægelse. Som Pendulen i Uhret, saaledes svinger den frem og tilbage og kan ikke finde Hvile. Den begynder bestandig forfra og overveier atter, afhører Vidnerne, sammenholder og prøver de forskjellige Udsagn, hvad den allerede har gjort hundrede Gange, men den bliver aldrig færdig. Det Eensformige har i Tidens Løb noget Bedøvende ved sig. Som Tagdryppenes eensformige Fald, som et Rokkehjuls eensformige Snurren, som den monotone Lyd, der fremkommer ved at et Menneske gaaer frem og tilbage med afmaalte Skridt i en Etage over os, bedøver, saaledes finder den reflekterede Sorg tilsidst Lise i denne Bevægelse, der som en illusorisk Motion bliver den til Nødvendighed. Endelig fremkommer der en vis Ligevægt, Trangen til et lade Sorgen komme til Gjennembrud, forsaavidt den en enkelt Gang kan have yttret sig, ophører, det Udvortes er stille og roligt, og inderst inde i sin lille Afkrog lever Sorgen som en velforvaret Fange i et underjordisk Fængsel, der henlever den det ene Aar efter det andet i sin eensformige Bevægelse, gaaer frem og tilbage i sit Aflukke, aldrig træt af at tilbagelægge Sorgens lange eller korte Vei.
Hvad der foranlediger den reflekterede Sorg kan deels ligge i Individets subjektive Beskaffenhed, deels i den objektive Sorg eller i Anledningen til Sorgen. Et reflexionssygt Individ vil forvandle enhver Sorg til en reflekteret Sorg; hans individuelle Struktur og Organisation gjør ham det umuligt uden videre at assimilere sig Sorgen. Dette er imidlertid en Sygelighed, der ikke synderlig kan interessere, da enhver Tilfældighed paa den Maade kan undergaae en Metamorphose, hvorved den bliver til en reflekteret Sorg. En anden Sag er det, hvor den objektive Sorg, eller hvor Sorgens Anledning i Individet selv føder den Reflexion, der gjør Sorgen til en reflekteret Sorg. Dette er overalt Tilfældet, hvor den objektive Sorg i sig ikke er færdig, hvor den efterlader en Tvivl, hvorledes denne end forresten er beskaffen. Her viser sig strax for Tanken en stor Mangfoldighed, større alt eftersom En har levet og erfaret meget eller han har Tilbøielighed til at sysselsætte sin Skarpsindighed
