Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/180

Denne side er blevet korrekturlæst

164

Organisation er meget lettere at iagttage end den sidste. Ved den første seer man Udtrykket, den indre Bevægelse er synlig i det Ydre; i den anden Organisation aner man den indre Bevægelse. Den ydre Bleghed er ligesom det Indres Afskedshilsen, og Tanken og Phantasien iler efter Flygtningen, der skjuler sig i det Forborgne. Fornemmelig gjælder dette om den Art af Sorg, jeg her nærmere vil betragte, hvad man maa kalde den reflekterede Sorg. Det Ydre indeholder her i det Høieste kun et Vink, der leder paa Sporet, stundom end ikke saa meget. Kunstnerisk lader denne Sorg sig ikke fremstille, thi Ligevægten mellem det Indre og det Ydre er hævet, og den ligger saaledes ikke i rummelige Bestemmelser. Ogsaa i en anden Henseende lader den sig ikke kunstnerisk fremstille, da den ikke har den indre Stilhed, men idelig er i Bevægelse; om denne Bevægelse end ikke beriget den med nye Resultater, saa er dog Bevægelsen selv den væsentlig. Som et Egern i sit Bur, saaledes løber den rundt i sig selv, dog ikke saa eensformigt som dette Dyr, men bestandigt afvexlende i Combinationen af Sorgens indre Momenter. Det, der gjør, at den reflekterede Sorg ikke kan blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling, er, at den mangler Ro, at den ikke bliver enig med sig selv, ikke hviler i noget bestemt enkelt Udtryk. Som den Syge i sin Smerte snart kaster sig paa den ene Side, snart paa den anden, saaledes omtumles den reflekterede Sorg for at finde sin Gjenstand og sit Udtryk. Naar Sorgen har Ro, saa vil Sorgens Indre ogsaa efterhaanden arbeide sig ud efter, blive synlig i det Udvortes, og saaledes blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling. Naar Sorgen har Ro og Hvile i sig selv, da indtræder Bevægelsen indenfra ud efter; den reflekterede Sorg bevæger sig ind efter, ligesom Blodet, der flygter fra Yderfladen og kun lader En ane det ved den henilende Bleghed. Den reflekterede Sorg medfører ingen væsentlig Forandring i det Udvortes; selv i Sorgens første Øieblik haster den ind efter, og kun en omhyggeligen Iagttager aner dens Forsvinden; senere vaager den omhyggeligt over, at det Udvortes er saa lidt paafaldende som muligt.

Idet den nu saaledes søger ind efter, da finder den endelig