161
Improviseret Tiltale.
Vi festligholde i denne Time vort Selskabs Stiftelse, vi fryde os paany over, at den glædelige Anledning atter har gjentaget sig, at den længste Dag er forbi og Natten begynder at seire. Den lange, lange Dag have vi ventet, endnu for et Øieblik siden sukkede vi over dens Længde, men nu er vor Fortvivlelse forvandlet til Glæde. Vel er Seieren kun ubetydelig, og Dagens Overvægt vil vel vare en Tid lang, men at dens Herredømme er brudt, det undgaaer ikke vor Opmærksomhed. Ikke tøve vi derfor med vor Jubel over Nattens Seier til den bliver bemærkelig, for Alle, ikke tøve vi til det dorske borgerlige Liv erindrer os om, at Dagen tager af. Nei, som en ung Brud venter utaalmodig Nattens Ankomst, saaledes oppebie vi længselsfuldt Nattens første Frembrud, den første Bebudelse af dens tilkommende Seier, og Glæden og Overraskelsen bliver desto større, jo nærmere vi have været ved at fortvivle over, hvorledes vi skulde holde det ud, hvis Dagene ikke forkortedes.
Et Aar er forløbet, og endnu bestaaer vort Selskab — skulle vi glæde os derover, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, glæde os over, at dets Tilværelse spotter vor Lærdom om Akts Undergang, eller skulle vi ikke snarere sørge over, at det bestaaer, og glæde os over, at det i ethvert Tilfælde kun har eet Aar endnu at bestaae i; thi er det inden den Tid ikke forsvundet, da var det jo vor Bestemmelse, selv at opløse det? — Ikke have vi ved dets Stiftelse kastet vidt udseende Planer, for fortrolige med Livets Usselhed og Tilværelsens Troløshed, have vi besluttet at komme Verdensloven til Hjælp og tilintetgjøre os selv, hvis den ikke kommer os i Forkjøbet. Et Aar er forløbet og endnu er vort Selskab fuldtalligt, og Ingen er endnu afløst, Ingen har afløst sig selv, da Enhver af os er for stolt dertil,
