Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/169

Denne side er blevet korrekturlæst

153

os. Vil man imidlertid tænke paa en Gjenfødelse af det antike Tragiske, saa maa ethvert Individ være betænkt paa sin egen Gjenfødelse, ikke blot i aandelig Forstand, men i endelig Forstand, af Familiens og Slægtens Modersliv. Den Dialectik, der sætter Individet i Forbindelse med Familie og Slægt, er ingen subjektiv Dialektik, thi denne hæver netop Forbindelsen og Individet ud af Sammenhænget; den er en objektiv Dialektik. Den er væsentlig Pieteten. At bevare denne kan ikke ansees for nogen Skade for Individet. Man lader i vor Tid noget gjælde i Naturforhold, som man ikke vil lade gjælde i Aandsforhold. Saa isoleret vil man dog ikke være, saa unaturlig, at man ikke vil betragte Familien som et Heelt, hvorom man maa sige, at naar et Lem lider, saa lide de alle. Det gjør man uvilkaarligt, og hvorfor er vel ellers det enkelte Individ saa bange for, at et andet Lem af Familien skal bringe Skjændsel over den, uden fordi han føler, at han lider med derunder. Denne Lidelse maa nu aabenbart Individet tage med, enten det vil eller ei. Men da det Punkt, man gaaer ud fra, er Individet, ikke Slægten, saa er denne tvungne Liden maximum; man føler, at Mennesket ikke ganske kan blive Herre over sit Naturforhold, men ønsker det dog saavidt som muligt. Seer derimod Individet Naturforholdet som et Moment med i sin Sandhed, saa udtrykker dette sig saaledes i Aandens Verden, at Individet participerer i Skylden. Denne Conseqvents kunne Mange maaske ikke fatte, men saa kunne de ei heller fatte det Tragiske. Er Individet isoleret, saa er det enten absolut sin egen Skjæbnes Skaber, og saa er der intet Tragisk mere, men kun det Onde — thi det er end ikke tragisk, at Individet var forblindet eller hildet i sig selv, det er dets eget Værk; — eller Individerne ere blot Modifikationer af Tilværelsens evige Substants, og saa er atter det Tragiske borte.

Med Hensyn til den tragiske Skyld viser sig nu ogsaa let en Forskjel i det Moderne, efter at dette har optaget det Antike i sig, thi derom kan der egentlig kun nu være Tale. Den græske Antigone participerer ved sin barnlige Pietet i Faderens Skyld, saaledes ogsaa den moderne; men for den græske Anti-