Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/164

Denne side er blevet korrekturlæst

148

Sorgen, dog saaledes, at dette Nu øieblikkeligt opløser sig i Succession. Angst i denne Betydning er en ægte tragisk Bestemmelse og det gamle Ord: quem deus vult perdere, primum dementat, lader sig her ret med Sandhed anvende. At Angst er en Reflexions-Bestemmelse, det viser Sproget selv; thi jeg siger altid: at ængstes for Noget, hvorved jeg adskiller Angsten fra det, hvorfor jeg ængstes, og jeg kan aldrig bruge Angst i objektiv Forstand, medens jeg derimod, naar jeg siger: min Sorg, ligesaa meget kan udtrykke det, jeg sørger over, som min Sorgen derover. Dertil kommer, at Angst altid i sig indeholder en Reflexion paa Tid, thi jeg kan ikke ængstes over det Nærværende, men kun for det Forbigangne eller Tilkommende; men det Forbigangne og det Tilkommende, saaledes holdte imod hinanden, at det Præsentiske forsvinder, er Reflexions-Bestemmelser. Den græske Sorg derimod er, som hele det græske Liv, præsentisk, og derfor Sorgen dybere men Smerten mindre. Angsten hører derfor væsentlig med til det Tragiske. Derfor er Hamlet saa tragisk, fordi han aner Moderens Forbrydelse. Robert le diable spørger, hvoraf det dog kunde komme, at han gjør saa meget Ondt. Høgne, hvem Moderen havde avlet med en Trold, kommer tilfældigviis til at see sit Billede i Vandet og spørger nu Moderen, hvorfra hans Legeme har faaet en saadan Form.

Forskjellen er nu let iøinefaldende. I den græske Tragedre beskjæftiger Antigone sig slet ikke med Faderens ulykkelige Skjæbne. Denne hviler som en uigjennemtrængelig Sorg over den hele Slægt, Antigone lever hen sorgløs som enhver anden ung græsk Pige, ja Choret beklager hende, da hendes Død er bestemt, fordi hun i en saa ung Alder skal forlade dette Liv, forlade det, uden at have smagt dets skjønneste Glæde, aabenbart forglemmende Familiens egen dybe Sorg. Dermed skal det nu ingenlunde være sagt, at det er Letsind, eller at det enkelte Individ staaer ene for sig, uden at bekymre sig om sit Forhold til Slægten. Men det er ægte græsk. Livsforholdene ere dem eengang givne, ligesom den Horizont, under hvilken de leve.