96
det Ufuldkomnere. Synden er indkommen, men idet Individerne have ydmyget sig herunder, staae de høiere end de før stode.
Kirken henvender sig derpaa til den Enkelte og forelægger ham nogle Spørgsmaal. Herved synes atter en Reflexion at fremkaldes. „Hvortil slige Spørgsmaal, Kjærligheden har sin Forvisning i sig selv.” Men Kirken spørger jo ikke for at gjøre vaklende, men for at gjøre fast, og for at lade det, der allerede er fast, udtale sig. Her møder nu den Vanskelighed, at Kirken i sit Spørgsmaal slet ikke synes at tage Hensyn til det Erotiske. Den spørger, har Du raadført Dig med Gud og Din Samvittighed, dernæst med Venner og Bekjendte. Jeg skal her ikke udhæve det saare Gavnlige i, at Kirken med dyb Alvor spørger saaledes. Kirken er, for at bruge et Udtryk af Dig, ikke en Kirsten-Giftekniv. Kan det da forstyrre de Paagjældende? De have jo ved Tak henført deres Kjærlighed til Gud, og saaledes raadført dem med ham; thi det er dog vel og, om end indirekte, en Raadførelse med Gud, naar jeg takker ham. Naar Kirken nu ikke spørger dem, om de elske hinanden, saa er det ingenlunde fordi den vil tilintetgjøre den jordiske Kjærlighed, men fordi den forudsætter den.
Kirken tager derpaa et Løfte. Vi saae i det Foregaaende, hvorledes Kjærligheden ypperligt lader sig optage i en saadan høiere Concentricitet. Forsættet gjør Individet frit, men jo friere, som alt er udviklet, Individet er, desto æsthetisk skjønnere er Ægteskabet.
Saaledes troer jeg, at det har viist sig, at forsaavidt man søger det Æsthetiske i den første Kjærlighed i dens præsentiske umiddelbare Uendelighed, Ægteskabet maa betragtes som dennes Forklarelse og er endnu skjønnere end denne. Dette troer jeg indlyser af det Foregaaende, og i det nærmest Foregaaende have vi tillige seet, at al den Tale om Kirkens Forkleinelse er greben ud af Luften og kun finder Sted for Den, hvem det Religiøse har været til Forargelse.
Men forholder dette sig nu saaledes, saa gaaer det Øvrige af sig selv. Spørgsmaalet bliver nemlig, lader denne Kjærlighed sig realisere. Du vil maaskee, efterat have indrømmet
