92
at han da vilde tage til Takke med at bøie sig under en saadan Magt, det vil Du maaskee indrømme, men den første Kjærlighed trænger ikke dertil. Du maa her erindre, at vi have tænkt os de Paagjældende Individer religiøst udviklede; jeg har derfor ikke med at gjøre, hvorledes det Religiøse kan komme frem i et Menneske, men hvorledes det kan bestaae med den første Kjærlighed; og saa vist som det er, at ulykkelig Kjærlighed kan gjøre et Menneske religiøst, saa vist er det ogsaa, at religiøse Individer kunne elske. Det Religiøse er ikke saaledes Menneskenaturen fremmed, at der først behøves et Brud for at vække det. Men ere de Paagjældende Individer religiøse, saa er den Magt, der i Vielsen træder dem imøde, ikke fremmed, og som deres Kjærlighed forener dem i en høiere Eenhed, saa løfter det Religiøse dem op i en endnu høiere.
Hvad gjør da Vielsen? Den giver først en Oversigt over Slægtens Tilblivelse, og indfæster derved det nye Ægteskab i Slægtens store Legeme. Den giver derved det Almindelige, det reent Menneskelige, kalder dette frem i Bevidstheden. Dette støder Dig, Du siger maaske: det er ubehageligt i det Øieblik, man forener sig saa inderligt med et Menneske, at alt Andet forsvinder for En, da at erindres om, es ist eine alte Geschichte, Noget der er skeet og skeer og vil skee. Du vil netop glæde Dig i det, der er det Eiendommelige i Din Kjærlighed, Du vil lade Kjærlighedens hele Lidenskab blusse i Dig, og Du ønsker ikke at forstyrres ved Tanken om, at Peer og Povel gjør det Samme, „det er høist prosaisk at erindres om sin numeriske Betydning: Anno 1750 Hr. N. N. og dydzirede Jfr. N. N. Kl. 10, samme Dag Kl. 11 Hr. N. N., Jfr. N. N.” Dette klinger nu høist forfærdeligt; imidlertid skjuler sig i Dit Raisonnement en Reflexion, der har forstyrret den første Kjærlighed. Kjærlighed er, som ovenfor bemærket, Eenhed af det Almene og det Særegne, men i den Forstand, som Du at ville nyde det Særlige, viser en Reflexion, der har sat det Særlige udenfor det Almene. Jo mere det Almene og det Særegne gjennemtrænge hinanden, desto skjønnere er Kjærligheden. Det Store er hverken i umiddelbar eller i høiere Forstand det at
