90
have havt en stor Gjerning i Livet, jeg har ikke vraget den, der blev mig anviist, og om den end var ringe, saa har det jo tillige været min Gjerning, at være glad ved den, skjøndt den var ringe. Du hviler visselig ikke fra Din Gjerning, Hvile er for Dig Forbandelse, kun i Uro kan Du leve. Hvile er Din Modsætning, Hvile gjør Dig mere urolig. Du er som en Hungrig, hvem Spisen blot gjør mere hungrig, en Tørstende, hvem Drikken blot gjør mere tørstig.
Dog jeg vender tilbage til det Foregaaende, til de endelige Hensigter, i hvilke Menneskene indgaae Ægteskaber. Jeg har kun nævnet tre, fordi disse dog altid syntes at have Noget for sig, fordi de dog altid reflekterede paa et eller andet enkelt Moment i Ægteskabet, uagtet de i deres Eensidighed blive ligesaa latterlige som uæsthetiske og irreligiøse. En Mangfoldighed af aldeles usle endelige Hensyn vil jeg ikke nævne, fordi man end ikke kan lee derad. Saaledes naar En gifter sig for Penges Skyld, eller af Jalousi, eller for Udsigternes Skyld, fordi der er Udsigter til, at hun snart skal døe — eller at hun skal leve længe, men blive en velsignet Green der bærer megen Frugt, saa man ved hende kan stryge en heel Række Onklers og Tanters Efterladenskab i Lommen. Alt Sligt gider jeg ikke nævne.
Som Udbytte af denne Undersøgelse kan jeg her udhæve, at det viste sig, at Ægteskabet, for at være æsthetisk og religiøst, intet endeligt „Hvorfor” maatte have; men dette var netop det Æsthetiske i den første Kjærlighed, og saaledes staaer her atter Ægteskabet au niveau med den første Kjærlighed. Og dette er det Æsthetiske i Ægteskabet, at det i sig skjuler en Mangfoldighed af Hvorfor, som Livet aabenbarer i sin hele Velsignelse.
Da imidlertid det, jeg for det Første har foresat mig at vise, er Ægteskabets æsthetiske Gyldighed, og da det, hvorved Ægteskabet adskilte sig fra den første Kjærlighed, var det Ethiske og det Religiøse, men det Ethiske og Religiøse igjen, forsaavidt det søger sit Udtryk i noget Enkelt, nærmest har det i Vielsen, saa vil jeg, for ikke at synes at tage mig den Sag altfor let, for ikke at gjøre mig skyldig i det Mindste, der kunde give mig
