- Min Ven!
De Linier, Dit Øie her først falder paa, ere skrevne sidst. Hensigten med dem er endnu engang at gjøre et Forsøg paa at tvinge den udførligere Undersøgelse, der herved tilstilles Dig, ind i et Brevs Form. Disse Linier svare da til de sidste Linier og danne tilsammen en Convolut og antyde saaledes paa en udvortes Maade, hvad indvortes Beviser paa mange Maader ville overtyde Dig om, at det er et Brev Du læser. Denne Tanke, at det var et Brev, jeg skrev til Dig, har jeg ikke villet opgive, deels fordi min Tid ikke har tilladt den omhyggeligen Udarbeidelse, en Afhandling kræver, deels fordi jeg nødig vilde gaae Glip af den Leilighed til mere formanende og indtrængende at tiltale Dig, som Brevformen medfører. Du er altfor dreven i den Kunst, ganske i Almindelighed at kunne tale om Alt uden at lade Dig personligt berøre deraf, til at jeg skulde friste Dig ved at sætte Din dialektiske Kraft i Bevægelse. Du veed nok, hvorledes Propheten Nathan bar sig ad med Kong David, da han vel vilde forstaae Lignelsen, Propheten havde fremsat, men ikke vilde forstaae, at den gjaldt ham. Nathan tilføiede da for en Forsigtigheds Skyld: Du est Manden, Herre Konge. Saaledes har jeg ogsaa bestandig søgt at minde Dig om, at det er Dig, der tales om, og Dig der tales til. Jeg tvivler derfor ingenlunde paa, at Du stadigt under Læsningen vil faae det Indtryk, at det er et Brev Du læser, om ogsaa den Omstændighed skulde forstyrre Dig, at Papirets Format ikke svarer dertil. Som Embedsmand har jeg den Skik at skrive paa hele Ark; maaskee kan det have sin gode Side, hvis
