332
at sammenligne med et Hexebrev, og Den, der vil adoptere den, maa blive vanvittig, ligesom Den, der foredrager den, til en vis Grad maa forudsættes at være det. Hører man, naar det stikker Dig, et Foredrag om det Guddommelige i at elske unge Mennesker, det Skjønne i at ligestemte Sjæle møde hinanden, saa kan man næsten fristes til at frygte, at Din Sentimentalitet skal koste Dig Dit unge Liv. Til andre Tider taler Du saaledes, at man skulde næsten troe, Du var en gammel Praktiker, der tilstrækkelig havde lært det Tømme og Hule i Verden at kjende. „En Ven,” siger Du da, „er en gaadefuld Ting, han sees, ligesom Taage, kun paa Afstand, thi først naar man er bleven ulykkelig, da først mærker man, at man har havt en Ven.” Man seer let, at der til Grund for en saadan Dom over Venskab ligger en anden Fordring til det end den, Du før gjorde. For talte Du om det intellektuelle Venskab, om det Skjønne i den aandelige Erotik, i et fælleds Sværmeri for Ideer; nu taler Du om et praktisk Venskab i Handel og Vandel, om en gjensidig Assistance i det jordiske Livs Besværligheder. I begge Fordringer ligger der noget Sandt, men kan man ikke finde et Eenhedspunkt for dem, saa bliver det rigtignok det Bedste, at ende i Dit Hoved-Resultat, at Venskab er Nonsens, et Resultat, Du uddrager deels af hver enkelt af Dine Sætninger, deels af dem begge i deres indbyrdes Stridighed.
Den absolute Betingelse for Venskab er Eenhed i Livs-Anskuelse. Har man den, da vil man ikke fristes til at ville begrunde sit Venskab paa dunkle Følelser eller paa uforklarlige Sympathier. Som en Følge deraf vil man ikke opleve disse latterlige Omslag, at man den ene Dag har en Ven, den anden Dag ikke. Man vil ikke miskjende Betydningen af det uforklarede Sympathetiske, thi man er jo ikke i strengere Forstand Ven med Enhver, med hvem man har Livs-Anskuelse tilfælles; med ved det Sympathetiske alene i dets Gaadefuldhed bliver man heller ikke staaende. Et sandt Venskab fordrer altid Bevidsthed og frigjøres derved fra at være Sværmeri.
