301
Uagtet derfor Ethikeren var Den, der hjalp ham ud af hans forrige Forlegenhed, saa er han dog ikke Den, han først henvender sig til. Maaskee stoler han i al Stilhed paa, at til syvende og sidst vil vel Ethikeren igjen hjælpe ham ud af det; thi saa ussel er vor Helt ikke, at han jo gjerne tilstaaer, at Ethikeren virkelig hjalp ham ud af hans Forlegenhed, uagtet han ingen Penge havde at give ham. Han henvender sig da til en lidt mere human Æsthetiker. Denne vil maaskee nu ogsaa vide at foredrage Noget om Betydningen af at arbeide; uden Arbeide bliver Livet tilsidst kjedsommeligt. „Ens Arbeide bør dog ikke være Arbeide i strengere Forstand, men bestandig kunne bestemmes som Lyst. Man opdager hos sig selv et eller andet aristokratisk Talent, hvorved man distingverer sig fra Hoben. Dette uddanner man ikke letsindigt, thi saa bliver man dog snart kjed deraf, men med al mulig æsthetisk Alvor. Livet har da ny Betydning for En, fordi man har sit Arbeide, et Arbeide, der dog egentlig er Ens Lyst. Ved sin Uafhængighed heger man derom, for at det uforknyttet af Livet kan udvikle sig i hele sin Frodighed. Dette Talent gjør man imidlertid ikke til en Planke, hvorpaa man redder sig gjennem Livet, men til en Vinge, paa hvilken man svinger sig over Verden; man gjør det ikke til en Arbeids-Kleppert men til en Paradeur.” Vor Helt har imidlertid intet saadan aristokratisk Talent, han er som Folk er flest. Æsthetikeren veed da ingen anden Udvei for ham end „han maa finde sig i at falde ind under Hobens trivielle Bestemmelse af at være en Arbeider i Livet. Tab ikke Modet, ogsaa dette har sin Betydning, er hæderligt og agtværdigt, bliv en flink og stræbsom Mand, et nyttigt Medlem af Samfundet. Jeg glæder mig allerede til at see Dem, thi jo mangfoldigere Livet er, desto interessantere for Betragteren. Derfor hader jeg og alle Æsthetikere en Nationaldragt, fordi det vilde være saa kjedkommeligt at see paa, om Alle gik eens klædt; saaledes tager ogsaa hver Enkelt sin Gjerning i Livet, desto skjønnere bliver det for mig og mine Lige, som gjøre Profession af at betragte Livet.” Vor Helt bliver, vil jeg haabe, noget utaalmodig over en saadan Behandling, han indig-
