Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/288

Denne side er blevet korrekturlæst

285

det, saa fordrer Du Bevægelse, Historie, og derved har Du overskredet Naturens og Kunstens Sphærer, og er i Frihedens og derved i Ethikens.

Naar jeg nu siger, at Individet har sin Teleologi i sig selv, saa kan dette ikke misforstaaes, som om jeg derved meente, at Individet var det Centrale, eller at Individet i abstrakt Forstand skulde være sig selv nok, thi tages det abstrakt, saa faaer jeg dog ingen Bevægelse. Individet har sin Teleologi i sig selv, har indre Teleologi, er sig selv sin Teleologi; hans Selv er da det Maal, hvortil han stræber. Dette hans Selv er imidlertid. ikke en Abstraktion, men absolut concret. I Bevægelsen hen til sig selv kan han da ikke forholde sig negativ mod sin Omverden, thi saa er hans Selv en Abstraktion og bliver det; hans Selv maa aabne sig efter sin hele Concretion, men til denne Concretion hører ogsaa de Factorer, hvis Bestemmelse er at gribe virkende ind i Verden. Saaledes bliver da hans Bevægelse fra sig selv gjennem Verden til sig selv. Her er Bevægelse og en virkelig Bevægelse; thi denne Bevægelse er Frihedens Gjerning, men er tillige immanent Teleologi, og her kan der derfor først være Tale om Skjønhed. Naar dette forholder sig rigtigt, saa kommer i en vis Forstand Individet til at staae høiere end ethvert Forhold, men deraf følger da ingenlunde, at han ikke er i dette Forhold; det skjønnes heller ikke, at der ligger noget Tyrannisk heri, da det Samme jo gjælder om ethvert Individ. Jeg er Ægtemand, og Du veed, jeg bærer den dybeste Agtelse for dette Forhold, og jeg veed, at jeg ydmyger mig i al Kjærlighed derunder, men dog veed jeg, at jeg i en anden Forstand er høiere end dette Forhold; men jeg veed ogsaa, at det ganske i samme Forstand er Tilfældet med min Kone, og derfor vilde jeg, som Du veed, ikke elske den unge Pige, fordi hun ikke havde denne Anskuelse.

Først derfor naar jeg betragter Livet ethisk, først da seer jeg det efter dets Skjønhed, først naar jeg betragter mit eget Liv ethisk, først da seer jeg det efter dets Skjønhed. Og vil Du sige, at denne Skjønhed er usynlig, saa vil jeg svare: i en vis Forstand er den det, i en anden ikke; den er nemlig