24
og at Du aldrig hengiver Dig, aldrig lader Andre nyde Dig. Forsaavidt kan Du vel have Ret i at spotte over de Mennesker, hvem enhver Nydelse tærer paa, for at tage et Exempel, de forliebte Mennesker med de lasede Hjerter, da Du derimod ypperligt forstaaer den Kunst at forliebe Dig saaledes, at denne Kjærlighed bliver Relief for Din egen Personlighed. Du veed nu meget god Besked om at den mest intensive Nydelse ligger i at fastholde Nydelsen med Bevidsthed om, at den i næste Øieblik maaskee forsvinder. Derfor har Finalen i Don Juan behaget Dig saa meget. Forfulgt af Politiet, af hele Verden, af Levende og Døde, ene i et afsides Værelse famler han endnu engang al sin Sjæls Kraft, svinger han endnu engang Pokalen, fryder hans Sjæl sig endnu engang ved Musikens Toner.
Dog jeg vender tilbage til mit Foregaaende, at en deels egoistisk, deels sympathetisk Tungsindighed kan foranledige hiin Anskuelse. Den egoistiske frygter naturligviis for sin egen Skyld, og er som al Tungsindighed nydelsessyg. Den har en vis overspændt Ærbødighed, en hemmelig Gru for en Forbindelse for hele Livet. „Hvad kan man stole paa, Alt kan forandre sig, maaskee kan dette Væsen, jeg nu næsten tilbeder, forandre sig, maaskee kan senere Skjæbner bringe mig i Forbindelse med et andet Væsen, der dog først i Sandhed vil blive det Ideal, jeg har drømt mig.” Den er som al Tungsindighed trodsig og veed det med sig selv; den tænker, maaskee netop dette, at jeg knytter mig til Een med et uopløseligt Baand, vil gjøre, at dette Væsen, jeg ellers vilde elske af min ganske Sjæl, bliver mig utaaleligt, maaskee, maaskee o. s. v. Det sympathetiske Tungsind er smerteligere og ogsaa noget ædlere, det frygter sig selv for den Andens Skyld. Hvo veed sig saa sikker, at man ikke kan forandres, maaskee det, jeg nu anseer for det Gode hos mig, kan forsvinde, maaskee det, hvorved jeg nu fængsler den Elskede, og som jeg kun ønsker at beholde for hendes Skyld, kan tages fra mig, og nu staaer hun der, skuffet, bedraget, maaskee viser der sig en glimrende Udsigt for hende, hun fristes, hun bestaaer maaskee ikke i Fristelsen, store Gud, det skulde jeg have paa min Samvittighed; jeg har Intet at bebreide hende,
