259
Din jordiske første Kjærlighed, saaledes gaaer det Mystikeren med hans religiøse første Kjærlighed. Han har smagt dens hele Salighed, og har nu Intet at gjøre uden at vente paa, om den vil komme igjen i ligesaa megen Herlighed, og herom kan han let fristes til at nære en Tvivl, der er den saa ofte af mig paapegede, at Udvikling er Tilbagegang, er en Sætten af. For en Mystiker er Virkeligheden en Forsinkelse, ja af saa betænkelig Art, at han næsten løber Fare for, at Livet berøver ham hvad han engang har eiet. Vilde man derfor spørge en Mystiker, hvad er Livets Betydning, saa vilde han maaskee svare: det er Livets Betydning at lære Gud at kjende, at forelske sig i ham. Dette er imidlertid ikke Svar paa Spørgsmaalet; thi her er Livets Betydning opfattet som Moment, ikke som Succession. Naar jeg derfor vilde spørge ham, hvilken Betydning har det for Livet, at Livet har havt denne Betydning, eller med andre Ord, hvilken er Timelighedens Betydning, saa har han ikke Stort at svare, i ethvert Tilfælde ikke meget Glædeligt. Siger han, at Timeligheden er en Fjende, der skal overvindes, saa maatte man da nærmere spørge, om det ingen Betydning skulde have, at denne Fjende blev overvunden. Dette mener Mystikeren egentlig ikke, og helst vilde han dog være færdig med Timeligheden. Som han derfor miskjendte Virkeligheden og fik den metaphysisk opfattet som Forfængelighed, saa miskjender han nu det Historiske og faaer det metaphysisk opfattet som unyttig Møie. Den høieste Betydning, han da kan tillægge Timeligheden, er, at den er en Prøvetid, i hvilken man atter og atter gjør Prøve, uden at der dog egentlig resulterer Noget deraf, eller at man er kommen videre, end man var i Begyndelsen. Dette er imidlertid en Miskjendelse af Timeligheden, thi vel beholder den altid Noget af en ecclesia pressa i sig, men den er tillige Muligheden af den endelige Aands Forherligelse. Det er netop det Skjønne ved Timeligheden, at en uendelige og den endelige Aand i den skilles ad, og det er netop den endelige Aands Storhed, at Timeligheden er den anviist. Timeligheden er derfor ikke til, om jeg saa tør sige, for Guds Skyld, for at han i den, at jeg skal tale mystisk, kan prøve og forsøge
