233
Bestemmelserne af Godt og Ondt forkleinede eller nedsatte til blot subjektive Bestemmelser. Tvertimod er disse Bestemmelsers absolute Gyldighed udtalt. Det Gode er det I-og-for-sig-Værende, sat af det I-og-for-sig-Værende, og dette er Friheden.
Det kunde synes betænkeligt, at jeg brugte det Udtryk, at vælge sig selv absolut; thi deri kunde synes at ligge, at jeg valgte baade det Gode og det Onde lige absolut, og at baade det Gode og det Onde tilhørte mig lige væsentligt. For at forhindre denne Misforstaaelse brugte jeg det Udtryk, at jeg angrer mig selv ud af den hele Tilværelse. Anger er nemlig Udtrykket for, at det Onde tilhører mig væsentligt, og tillige Udtrykket for, at det ikke væsentligt tilhører mig. Dersom det Onde i mig ikke tilhørte mig væsentligt, saa kunde jeg ikke vælge det; men var der Noget i mig, som jeg ikke kunde vælge absolut, saa valgte jeg overhovedet ikke mig selv absolut, saa var jeg ikke selv det Absolute, men kun Produkt.
Her vil jeg nu afbryde disse Overveielser for at vise, hvorledes en ethisk Livs-Anskuelse betragter Personligheden og Livet og dettes Betydning. For en Ordens Skyld vil jeg vende tilbage til et Par Bemærkninger, der tidligere bleve gjorte om Forholdet mellem det Æsthetiske og Ethiske. Enhver æsthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, blev der sagt; det kom deraf, at den byggede paa det, der baade kan være og ikke være. Dette er ikke Tilfældet med den ethiske Livs-Anskuelse; thi den bygger Livet paa det, som det væsentlig tilhører at være. Det Æsthetiske, blev der sagt, er det i et Menneske, hvorved han umiddelbar er Den, han er; det Ethiske er det, hvorved et Menneske bliver det, han bliver. Hermed skal nu ingenlunde være sagt, at Den, der lever æsthetisk, ikke udvikler sig; men han udvikler sig med Nødvendighed, ikke med Frihed, der foregaaer ingen Metamorphose med ham, ingen uendelig Bevægelse i ham, hvorved han kommer til det Punkt, udfra hvilket han bliver den han bliver.
Naar et Individ betragter sig selv æsthetisk, saa bliver han sig dette Selv bevidst som en paa mange Maader i sig selv bestemmet mangfoldig Concretion, men trods al den indre
