Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/227

Denne side er blevet korrekturlæst

224

Han opdager nu, at det Selv, han vælger, har en uendelig Mangfoldighed i sig, forsaavidt det har en Historie, en Historie, i hvilken han vedkjender sig Identiteten med sig selv. Denne Historie er af forskjellig Art, thi i denne Historie staaer han i Forhold til andre Individer i Slægten og til hele Slægten, og denne Historie indeholder noget Smerteligt, og dog er han kun Den, han er, ved denne Historie. Derfor hører der Mod til at vælge sig selv; thi paa samme Tid, som det synes, at han isolerer sig allermest, paa samme Tid fordyber han sig allermest i den Rod, ved hvilken han hænger sammen med det Hele. Det ængster ham, og dog maa det være saa; thi naar Frihedens Lidenskab er vaagnet i ham — og den er vaagnet i Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget — saa vælger han sig selv og kæmper for denne Besiddelse som for sin Salighed, og det er hans Salighed. Han kan Intet opgive af det Altsammen, ikke det Smerteligste, ikke det Tungeste, og dog er Udtrykket for denne Kamp, for denne Erhverven — Anger. Han angrer sig tilbage i sig selv, tilbage i Familien, tilbage i — Slægten, indtil han finder sig selv i Gud. Kun paa dette Vilkaar kan han vælge sig selv, og dette er det eneste Vilkaar, han vil, thi kun saaledes kan han absolut vælge sig selv. Hvad er dog et Menneske uden Kjærlighed? Men der er mange Arter af Kjærlighed; jeg elsker en Fader anderledes end en Moder, min Hustru atter anderledes, og enhver forskjellig Kjærlighed har sit forskjellige Udtryk, men der gives ogsaa en Kjærlighed, hvormed jeg elsker Gud, og denne har kun eet Udtryk i Sproget, det er: Anger. Naar jeg ikke elsker ham saaledes, da elsker jeg ham ikke absolut, ikke af mit inderste Væsen; enhver anden Kjærlighed til det Absolute er en Misforstaaelse, thi for at tage, hvad man ellers saa høit anpriser, og hvad jeg selv ærer, naar Tanken af al sin Kjærlighed hænger fast ved det Absolute, saa er det ikke det Absolute, jeg elsker, jeg elsker ikke absolut, thi jeg elsker nødvendigt; saasnart jeg elsker frit og elsker Gud, da angrer jeg. Og skulde der ingen anden Grund være til, at Udtrykket for min Kjærlighed til Gud var Anger, saa er der den, at han har elsket mig først. Og dog