137
mig, at det er større at besidde end at erobre. Naar man erobrer, da glemmer man bestandig sig selv, naar man besidder, da erindrer man sig selv, ikke til forfængelig Tidsfordriv, men med al mulig Alvor. Naar man gaaer op ad Bakke, da har man blot det Andet for Øie; naar man gaaer ned ad Bakke, da maa man vaage over sig selv, over det rigtige Forhold mellem Understøttelses- og Tyngde-Punktet.
Dog, jeg gaaer videre. Du vil maaskee indrømme, at det at besidde er vanskeligere end det at erobre, det at besidde større end at erobre, „naar jeg blot kan faae Lov at erobre, saa skal jeg ikke være saa knap, men tværtimod meget rundhaandet med Høfligheder til dem, der have Taalmodighed til at besidde, isærdeleshed hvis de skulde befindes tilbøielige til at arbeide Haand i Haand med mig, ved at ville besidde mine Erobringer. Større er det, lad gaae, men skjønnere er det ikke; mere ethisk er det, al Ærbødighed for Ethiken, men mindre æsthetisk tillige.” Lad os om dette Punkt gjøre os lidt mere forstaaelige for hinanden. Der hersker vistnok blandt en stor Mængde Mennesker en Misforstaaelse, der forvexler hvad der er æsthetisk skjønt med hvad der æsthetisk skjønt lader sig fremstille. Dette lader sig meget let forklare deraf, at den æsthetiske Tilfredsstillelse, Sjælen har Trang til, søge de Fleste i Læsning, eller ved Betragtning af Kunstværker o. s. v., hvorimod de forholdsviis ere meget faae, der selv skue det Æsthetiske som det er i Tilværelsen, selv see Tilværelsen i æsthetisk Belysning, og ikke blot nyde den digteriske Reproduktion. Men til en æsthetisk Fremstilling hører altid en Concentration i Momenter, og jo rigere denne Concentration er, desto større er den æsthetiske Virkning. Herved faaer nu det lykkelige, det ubeskrivelige, det uendeligt indholdsrige Moment, kort Momentet ene Gyldighed. Enten er dette det ligesom prædestinerede Moment, der gjennemzittrer Bevidstheden, ved at vække Forestillingen om Tilværelsens Guddommelighed, eller Momentet forudsætter en Historie. I første Tilfælde griber det derved, at det overrasker, i andet Tilfælde er det vel en Historie, men den kunstneriske Fremstilling kan ikke dvæle ved denne, kan blot antyde den i det Høieste, og haster nu til Momentet. Jo mere
