129
alt Sligt. Vel sandt, til en vis Grad, men ofte skjuler der sig en stor Usandhed i denne Tale; thi hvorfor kan man lettere bære det?, fordi man da lettere kan kaste sig selv hen, kan tage Skade paa sin Sjæl, uden at det kommer Nogen ved, kan glemme Gud, kan lade Fortvivlelsens Storme overdøve Smertens Skrig, kan sløves i sig selv, kan næsten finde sin Glæde i at leve som et Gjenfærd mellem Mennesker. Vel burde Enhver, ogsaa om han staaer ene, agte paa sig selv, men først Den, der elsker, har dog ret Forestilling om, hvad han er og hvad han formaaer, og først Ægteskabet giver den historiske Troskab, der er nok saa skjøn som den ridderlige. Saaledes kan nemlig en Ægtemand aldrig bære sig ad, og naar Verden gaaer ham nok saa meget imod, om han end et Øieblik glemmer sig selv, og allerede begynder at føle sig saa let, fordi Fortvivlelsen vil til at gjøre ham flot, føle sig saa stærk, fordi han har nippet til den bedøvende Drik, som Trods og Forsagthed, Feighed og Stolthed blander, saa fri, fordi det Baand, der binder ham til Sandhed og Retfærdighed, ligesom løsnes, og han nu erfarer den Hurtighed, der er Overgangen fra Godt til Ondt — saa vil han dog snart vende tilbage til de gamle Stier og som Ægtemand vise sig som ægte Mand.
Dette maa nu være nok om disse udvortes Anfægtelser. Jeg fatter mig kort om dem, fordi jeg ikke føler nogen dybere Myndighed til at tale med derom, og fordi den Maade, Sligt egentlig lod sig gjøre paa, vilde være ved en vidtløftigere Udførelse. Dog dette er mit Resultat: kan Kjærligheden bevares, og det kan den, saasandt hjælpe mig Gud, saa kan ogsaa det Æsthetiske bevares; thi Kjærligheden selv er det Æsthetiske.
De andre Indvendinger beroe fornemmelig paa en Misforstaaelse af Tidens Betydning, og det Historiskes æsthetiske Gyldighed. De ramme altsaa ethvert Ægteskab, og derfor lader der sig ganske i Almindelighed tale derom. Dette skal jeg nu gjøre, og bestræbe mig for i denne Almindelighed ikke at oversee Pointet i Angrebet og Pointet i Forsvaret.
Det Første Du vil nævne er „Vane, den uundgaaelige Vane, denne rædsomme Monotoni, det evindelige Einerlei i det
