85
De to Opdagere stirrede paa ham i den største Forbavselse.
»Jeg har nu,« sagde min Kammerat triumferende, »i min Haand alle de Traade, der have dannet et saa speget Fed. Endnu er der naturligvis nogle uopklarede Enkeltheder, men om de væsentligste Kendsgerninger nærer jeg ingen Tvivl. Fra det Øjeblik, da Drebber skiltes fra Stangerson, og indtil nu, da den sidstes Lig findes, ser jeg Hovedpunkterne i Tragedien ligesaa tydelig, som om de stod prentet for mig. Jeg skal give Dem et Bevis paa min Viden. Kan De skaffe mig fat i Pillerne?«
»Ja, jeg har dem hos mig,« sagde Lestrade og fremtog en lille hvid Æske; »jeg tog dem med til lige med Pungen og Telegrammet for at bringe dem i Sikkerhed paa Politistationen. Det var forøvrigt rent tilfældigt, at jeg tog disse Piller med, thi naar jeg skal være ganske ærlig, tilskrev jeg dem ikke megem Betydning.«
»Lad mig da faa dem,« sagde Holmes. »Nu — Doktor,« vedblev han og vendte sig til mig, »er dette her almindelige Piller?«
Det var de tydelig nok ikke. De vare af perlegraa Farve, smaa, runde og næsten gennemsigtige mod Lyset. »Af deres Lethed og Gennemsigtighed maa jeg slutte, at de er opløselige i Vand,« bemærkede jeg.
»Ja, netop,« svarede Sherlock Holmes. »Har De nu noget imod at gaa ned og faa fat i det stakkels Bæst af en Terrier, der har været syg saa længe, og som vor Værtinde bad Dem om at befri for sine Lidelser i Gaar?«
Jeg gik straks ned og fik fat i Hunden, som jeg derpaa bar op i mine Arme. Dens besværlige
