179
her satte et Par Haandjern om Haandleddene paa mig, og smækkede dem sammen saa adræt og nydeligt, at det var en Lyst. Se det er hele min Historie, mine Herrer. Det kan godt være, De betragter mig som en Morder; men heri kan jeg ikke være enig med Dem, jeg mener om mig selv, at jeg har været et Retfærdighedens Redskab, lige saa godt som De er det.« —
Mandens Fortælling havde været saa gribende,
og hele hans Væsen var saa rørende, at vi havde
siddet aldeles tavse og aandeløs lyttende, medens
han talte. Selv de professionelle Opdagere, der dog
vare en Del blaserede med Hensyn til slige Ting,
lod til at være i høj Grad optagne af Mandens
Historie.
Da han var færdig, bleve vi i nogle Minutter endnu siddende i dyb Tavshed, der kun afbrødes af Lestrades Blyants Kradsen, medens denne satte Slutning paa sine stenografiske Optegnelser.
»Der er endnu kun eet eneste Punkt, hvorom jeg kunde ønske lidt nærmere Oplysning,« sagde Sherlock Holmes endelig. »Hvem var Deres Hjælper, der kom efter Ringen, som jeg havde oplyst i Bladene?«
Fangen sendte min Ven et muntert, næsten skælmsk Blik. »Jeg kan aabenbare mine egne Hemmeligheder,« sagde han, »men andre Mennesker vil jeg ikke bringe i Forlegenhed. Jeg saa Deres Avertissement og tænkte, at det enten kunde være en Fælde eller ogsaa, at Ringen virkelig var funden og altsaa til at faa. Min Ven tilbød da at gaa hen for at se ad. Jeg tænker, De vil tilstaa, at han spillede sin Rolle godt.«
