177
dyppede min Finger i mit eget Blod og skrev Ordet paa et passende Sted paa Væggen.
Saa gik jeg ud af Huset og ned til min Cab. Der var endnu ingen at se paa Vejen, og Vejret var stadig lige uhyggeligt. Jeg havde allerede kørt et godt Stykke, da jeg stak min Haand ned i den Lomme, i hvilken jeg altid bar Lucys Ring, og mærkede, at den var borte. Jeg blev som lynslagen herved, nu havde jeg baaret den hos mig i tyve Aar, og det var det eneste Minde, jeg havde om hende. I den Tanke, at jeg vel maatte have tabt den, da jeg stod og bøjede mig over Drebbers Lig, vendte jeg straks Vognen og kørte tilbage, og da jeg var kommen i Nærheden af Huset, kørte jeg ind paa en Sidevej, hvor jeg lod Køretøjet staa, medens jeg dristig gik hen til Havens Indgang for at komme op til Villaen; thi jeg var rede til at vove, hvad det saa skulde være, for at faa fat i Ringen igen.
Men da jeg kom hen til Laagen løb jeg lige i Armene paa en Politibetjent, som kom inde fra Huset, og det var kun ved at lade som om jeg var ganske døddrukken, at jeg undgik at vække hans Mistanke.
Saaledes var Enoch Drebbers Endeligt, og det næste, jeg nu havde at gøre, var at berede Stangerson samme Skæbne for at fuldføre den Hævn jeg havde lovet John Ferrier. Jeg vidste jo, at Drebbers Sekretær ventede paa ham i Hallidys Hotel Garni, og der drev jeg nu omkring fra Morgen Aften, men han kom aldrig ud. Jeg antager at han var begyndt at fatte Mistanke, da han mærkede, at Drebber ikke kom; thi Stangerson havde altid været meget snu og forsigtig.
