175
»Kan Du huske den gamle brave John Ferrier nu? og kan Du huske den unge muntre Lucy, som Du tog Livet af?« skreg jeg, idet jeg lukkede Døren og holdt Nøglen op for Ansigtet af ham. »Straffen har været længe om at komme; men nu har den dog til sidst indhentet Dig.«
Jeg saa, hvorledes Krysteren rystede og skælvede, idet jeg talte. Han vilde inderlig gerne have bedet for sit Liv og lovet mig, hvad det skulde være for at spare det; men han indsaa nok, at det var helt omsonst.
»Vil Du myrde mig?« fremstammede han.
»Her er ikke Tale om noget Mord,« svarede jeg. »Hvem kalder det vel et Mord, naar en gal Hund bliver slaaet ihjel? Hvad Barmhjertighed havde Du med den stakkels Lucy, som jeg elskede højere end min egen Sjæl, da Du slæbte hende bort fra hendes Fader, ham I myrdede lige for hendes Øjne og førte hende tilbage til eders forbandede skamløse Harem.«
»Det var ikke mig, der dræbte hendes Fader, det var Stangerson!« udbrød han.
»Men det var Dig, der knuste hendes uskyldige Hjerte!« skreg jeg, og holdt Æsken med Pillerne hen imod ham. »Lad nu den retfærdige Gud dømme os imellem — vælg selv en af disse Piller og synk den; der er Liv i den ene og Død i den anden. Jeg skal spise den, Du lader blive tilbage. Lad os nu se, om der er Retfærdighed her paa Jorden, eller om vi blive tumlede om af det blinde Tilfælde.«
Han for tilbage med vilde Skrig og Bønfaldelser om Barmhjertighed; men jeg trak min Kniv og holdt den paa hans Strube, indtil han havde gjort, som jeg bød. Derpaa slugte jeg den anden,
