174
»Det er nederdrægtig mørkt,« sagde han og stampede omkring i Værelset.
»Nu skal vi snart faa Lys paa Møllen,« sagde jeg, idet jeg strøg en Tændstik og holdt den til et Voxlys, som jeg havde bragt med mig. »Naa, Enoch Drebber,« fortsatte jeg og vendte mig om mod ham, idet jeg holdt Lyset tæt hen til mit Ansigt, »hvem er saa jeg?«
Han stirrede paa mig et Øjeblik med de taagede, drukne Øjne, og derpaa saa jeg, at Rædselen paa een Gang sprang frem i dem, Ansigtet fortrak sig krampagtigt, og jeg kunde se, at han kendte mig. Han vaklede tilbage med blygraat Ansigt og jeg saa Sveden perle frem paa hans Pande, medens Tænderne klaprede i Munden paa ham. Ved dette Syn lænede jeg mig tilbage mod Døren og lo højt og længe. Jeg havde altid vidst, at Hævnen var sød, men jeg havde dog aldrig turdet haabe paa en saadan Hjertens Tilfredshed, som jeg nu fornam.
»Din Hund,« sagde jeg, »lige fra Saltsøstaden og til St. Petersborg har jeg jaget Dig og det ad mange Omveje, og Du er stadig sluppen mig af Hænde. Men nu til sidst ville dine Vandringer faa Ende; thi enten Du eller jeg maa blive her paa Stedet og aldrig se Morgendagens Sol staa op.«
Han veg endnu længere tilbage fra mig, idet jeg talte, og jeg kunde se paa hans Ansigt, at han troede, jeg var gal, og det var jeg da ogsaa i det Øjeblik, Pulsen bankede i mine Tindinger som med Hammerslag, og jeg tror, jeg vilde have faaet et eller andet Tilfælde, hvis ikke min Næse var sprungen op at bløde. Blodet styrtede ud af den, og det lettede mig.
