173
af Dem nogen Sinde har stræbt efter en Ting og længtes efter den i tyve lange Aar, og de saa paa een Gang har opdaget, at den nu er kommen inden for Deres Rækkeevne, saa vilde De kunne sætte Dem ind i mine Følelser.
Jeg tændte en Cigar og begyndte at suge paa den for at berolige mine Nærver, men mine Hænder rystede dog, og det bankede i mine Tindinger af Ophidselse. Medens jeg kørte af Sted, kunde jeg tydelig se den gamle John Ferrier og den yndige Lucy se hen paa mig gennem Mørket og smile tilfredse og taknemmelige til mig, ja, det forekom mig, at jeg saa dem lige saa tydelig, som jeg nu ser Dem, mine Herrer. Hele Vejen svævede de foran mig, en ved hver Side af Hesten, indtil jeg endelig gjorde Holdt uden for Indgangen til Haven, der laa uden for Huset i Brixton Road.
Der var ikke en Sjæl at se eller noget at høre, med Undtagelse af Regnens Plasken. Da jeg kiggede ind ad Vognvinduet, saa jeg, at Drebber laa sammensunken i det ene Hjørne og sov Rusen ud. Jeg greb ham i Armen og rystede ham. »Nu er vi der — nu skal De ud,« sagde jeg.
»Godt, min Ven,« svarede han.
Jeg antager, at han troede, vi vare komne til det Hotel, han havde opgivet mig; thi nu steg han ud uden at gøre Indvendinger og fulgte med mig ind gennem Haven. Jeg maatte gaa ved Siden af ham og støtte ham lidt nu og da, thi han var endnu noget beskænket. Da vi kom til Døren, aabnede jeg den med min eftergjorte Nøgle og førte ham ind i det forreste Værelse, og jeg forsikrer Dem, at Ferrier og Lucy begge svævede foran os hele Tiden.
