172
den pharmaceutiske Læreanstalt der. En Dag hørte jeg, at en af Docenterne stod og holdt Foredrag om Gift, og at han viste de studerende et Alkaloid, som han kaldte det, som han havde trukket ud af en sydamerikansk Pilegift, og som var saa stærk, at et eneste Gram af den vilde medføre øjeblikkelig Død. Jeg mærkede mig det Glas, i hvilket denne Præparation blev opbevaret, og da alle havde forladt Salen, og jeg skulde gøre i Orden efter dem, bemægtigede jeg mig noget af Giften.
»Jeg havde allerede tilegnet mig forskellige Færdigheder i Apothekerfaget. og nu lavede jeg dette Alkaloid til smaa opløselige Piller, hvorefter jeg lagde hver af disse i en lille Æske sammen med en anden Pille, der saa lige saadan ud, men i hvilken der ikke var Gift. Jeg besluttede allerede den Gang, at naar den gunstige lejlighed endelig oprandt, skulde hver af mine Herrer faa Lov til at vælge sig en Pille af Æskernes Indhold, medens jeg selv spiste den, der blev tilbage. Det var en Slags Duel, der var langt mere paalidelig og dødelig end dem mange af mine Landsmænd have udkæmpet ved at skyde paa hinanden gennem et Lommetørklæde, og saa var den tilmed saa betryggende lydløst. Fra hin Dag af havde jeg altid de to Pille-Æsker hos mig, og nu var Tiden endelig kommen, da jeg kunde gøre Brug af dem.
Klokken var bleven stærkt hen imod et, det var bælgmørkt, og Vejret var meget uhyggeligt; thi det blæste stærkt, og Regnen strømmede ustandselig ned. Men lige saa mørkt og trist, det var ude, lige saa lyst og glædeligt var det i mit Hjærte — ja, jeg var saa glad, at jeg maatte gøre Vold paa mig selv for ikke at juble højt af Fryd. Hvis nogen
