170
ene Gade efter den anden, indtil vi, til min store Forbavselse, til sidst befandt os i Torquay Terrace, hvorfra han for et Par Timers Tid siden var kørt til Jærnbanestationen. Jeg kunde ikke begribe, hvad hans Hensigt var med at vende tilbage hertil; men jeg kørte videre og holdt Hesten an et Par Hundrede Alen fra Huset. Han gik ind, og hans Cab kørte bort. — Aa, vil De ikke være saa god at give mig et Glas Vand, for jeg bliver helt tør i Halsen af al denne Talen.«
Jeg rakte ham et Glas Vand, som han skyllede ned i et Par Drag.
»Aa! det gjorde godt,« sagde han. »Nu — jeg ventede vel omtrent et Kvarter eller lidt mere, da jeg pludselig inde fra Huset hørte stærk Støj ligesom af en heftig Trætte med derpaa følgende Slagsmaal; et Øjeblik efter blev Gadedøren reven op og to Mænd styrtede ud. Den ene af dem var Drebber, og den anden var en ung, rask Fyr, som jeg ikke havde set før. Han havde Drebber i Kraven og lige i det, de vare komne ud af Døren, gav han ham et Stød og et Spark, der sendte Mormonen halvvejs over Gaden. »Din Hund!« raabte han med en af Harme dirrende Stemme, og idet han truede ad ham med en tyk Stok, han havde i Haanden, »jeg skal lære Dig at fornærme en uskyldig Pige!«
Han var saa opbragt, at jeg troede, han vilde have pryglet Drebber med sin Stok, men denne Køter halede nu ned ad Gaden, saa hurtig hans Ben kunde bære ham, og det lod til, at noget af Beruselsen var gaaet over i den heftige Strid. Han løb lige hen til det nærmeste Gadehjørne, hvor jeg holdt med min Cab, der raabte han mig an og
