169
vejen omhyggelig lagt min Plan. Der er ingen Tilfredsstillelse i Hævnen, med mindre Foruretteren faar Tid til at se og erkende, hvem det er, der rammer ham, og hvorfor Hævnen kommer over ham. Jeg havde lagt min Plan saaledes, at jeg fik Lejlighed til at lade ham, der saa blodig havde forurettet mig og mine bedste Venner, forstaa, at Gengældelsen for hans gamle Brøde nu endelig var for Haanden.
En Herre, der for nogle Dage siden havde set paa nogle ledige Lejligheder paa Brixton Road, og som jeg ved den Lejlighed havde kørt for, havde tilfældigvis tabt en Nøgle til en af Gangdørene i min Vogn. Imidlertid havde han savnet den samme Aften og kom tilbage for at faa den, men i Mellemtiden havde jeg taget et Aftryk af den, og jeg lod nu en Doublet lave af Nøglen. Ved Hjælp af den havde jeg Adgang til i det mindste eet Sted i den store Stad, hvor jeg kunde være sikker paa ikke at blive forstyrret. Nu var Spørgsmaalet imidlertid, hvorledes jeg skulde faa Drebber hen til dette Hus. Det var den Opgave, jeg havde at løse.
Han vandrede ned ad Gaden og gik ind i et Par Beværtninger, og i den sidste af dem blev han i det mindste næsten en halv Time. Da han endelig kom ud, dinglede han stærkt, hans Ansigt blussede, og Øjnene stod næsten stive i Hovedet paa ham, det var kort sagt tydeligt at se, at han var bleven meget mere beruset, end han var før.
Der kørte en Cab lige foran mig, og den raabte han an. Jeg fulgte saa tæt bag efter den, at min Hests Hoved hele Tiden kun var et Par Alen fra Bagklædningen paa hans Cab. Vi raslede hen over Waterloo Broen, og derefter gennem den
