166
men det lykkedes mig dog at slaa mig igennem med det. Det værste Arbejde havde jeg med at lære alle Gadenavnene; thi af alle de Labyrinter, som der fortælles om, er denne By vistnok den værste at finde Rede i; men jeg havde altid et Kort siddende ved Siden af mig paa Bukken, og da jeg først havde været nogle Gange ved de vigtigste Hoteller og Stationer, gik det meget godt.
»Det varede nogen Tid, før jeg fandt ud, hvor mine to Herrer boede; men jeg blev ved at forespørge og forespørge, indtil jeg til sidst fik dem opsporet. De boede i et Pensionat i Cambervell ovre paa den anden Side af Floden. Da jeg først havde udfundet dette, vidste jeg, at jeg havde dem i min Magt. Jeg havde ladet mit Skæg vokse, saa der var ingen Mulighed for, at de kunde genkende mig. Jeg vilde bide mig fast i dem og følge dem, indtil jeg saa mit Snit; denne Gang skulde de ikke undslippe mig, det var jeg fast bestemt paa.
Alligevel var dette dog nær sket. Hvorhen de saa end begav sig i Byen, var jeg altid i Hælene paa dem; undertiden fulgte jeg dem paa min Cab og undertiden til Fods; men det første var det bedste; for saa kunde de ikke slippe fra mig ved at køre. Det var kun tidligt om Morgenen og silde om Aftenen, at jeg kunde tjene lidt ved mit Køretøj, og derfor begyndte jeg at komme i Gæld til Vognmanden. Dog — det fik ikke at hjælpe, naar blot jeg kunde blive ved at passe paa de to Mennesker, jeg efterstræbte.
Imidlertid var det en vanskelig Sag at komme dem til Livs; thi de vare meget forsigtige. De maa have faaet Mistanke om, at min Forfølgelse ikke var hørt op; thi de gik aldrig ud alene og aldrig
