165
mit Sted og hvis der er Mod og Mandshjerte i Dem.«
»Den Kvinde, som jeg taler om, skulde jeg have ægtet for tyve Aar siden; men hun blev tvungen til at ægte denne Drebber, som jeg først holdt Dom over, og det tog hun sin Død over. Jeg tog hendes Vielsesring af hendes stive og kolde Finger, medens hun laa paa Baaren, og jeg svor, at hans Øjne i Døden skulde hvile paa denne Ring, og at hans sidste Tanker skulde komme til at gælde den Forbrydelse, for hvilken han blev straffet. Jeg har baaret denne Ring omkring med mig og har fulgt ham og hans medskyldige gennem to Verdensdele, indtil jeg til sidst indhentede dem. De troede nok, at jeg til sidst skulde blive træt af Forfølgelsen, men deri tog de fejl, og naar jeg dør i Morgen, hvad der nok er al Sandsynlighed for, saa dør jeg med den gode Bevidsthed, at min Gerning i denne Verden er tilendebragt, og at den er vel udført. De er begge ombragte, og det er sket ved min Haand. Nu har jeg intet mere at ønske eller at leve for i denne Verden.
De vare rige, og jeg var fattig, saa det var ikke nogen let Sag for mig at forfølge dem. Da jeg endelig kom her til London, var min Pung omtrent tom, og jeg indsaa, at jeg maatte se at faa noget Arbejde, hvorved jeg kunde fortjene mit Ophold. At ride og at køre er for mig lige saa naturligt som at gaa, derfor henvendte jeg mig til en Vognmandsforretning og fik straks noget at bestille. Hver Uge skulde jeg bringe en bestemt Sum til Vognmanden som Leje at Vognen og Hesten, og hvad jeg fik tilovers ud over denne Sum, maatte jeg selv beholde. Meget fik jeg ikke i Overskud;
