164
»Med Deres Tilladelse vil jeg da sætte mig ned,« sagde Fangen og lod Handlingen følge paa Ordet. »Denne Pulsaaresvulst gør mig temmelig hurtig træt, og det lille Snuptag, vi tog for lidt siden, har ikke gjort Sagen bedre. Jeg staar nu paa Randen af min Grav, og saa kan De nok forstaa, at jeg ikke kan have nogen Fordel af at binde Dem noget paa Ærmet. Hvert Ord, jeg vil fortælle Dem, er den rene Sandhed, og hvorledes De vil gøre Brug af dem, det er noget, der ikke har nogen Interesse for mig.«
Med disse Ord lænede Jefferson Hope sig tilbage i sin Stol, og begyndte paa de nedenstaaende mærkelige Meddelelser. Han talte i en rolig Tone og i velordnede Sætninger, som om det, han fortalte os, vare ganske dagligdags Begivenheder. Jeg indestaar for, at de her ere anførte akkurat saaledes, som han gav os dem; thi jeg har haft fri Raadighed over Lestrades Notitsbog, hvori Fangens Ord bleve indskrevne, nøjagtig som de bleve fremførte.
»Det kan ikke have nogen Betydning for Dem at faa at vide, hvorfor jeg hadede disse to Mænd,« sagde han; »det maa være nok for Dem at vide, at de vare skyldige i to Menneskers Død — en Faders og en Datters —, og at de derfor havde forbrudt deres eget Liv. Paa Grund af Maaden, Stedet og Tiden, hvorpaa disse Mord bleve udøvede, ansaa jeg det for umuligt for mig at opnaa en Dem over dem ved Rettens Hjælp. Jeg kendte imidlertid deres Skyld og besluttede at blive deres Dommer, Jury og Bøddel — alt forenet i een Person. De vilde have gjort det samme, hvis de havde været i
