162
paa Bukken satte Hestene i rask Trav og bragte os inden ret længe til vort Bestemmelsessted.
Her bleve vi viste ind i et lille Værelse, hvor en Politiinspektør optegnede vor Fanges Navn og Navnet paa de Mænd, hvis Mord han beskyldtes for. Inspektøren var en meget bleg, ubevægelig Herre, der udførte sine Forretninger paa en stiv, mekanisk Maade.
»Fangen vil komme i Forhør om et Par Dage,« sagde han. »Har De ellers noget at sige os, Mr. Jefferson Hope, saa tal, men jeg maa dog gøre Dem opmærksom paa, at alt, hvad De siger, vil blive ført til Protokols, saa at det maaske senere hen kan blive brugt som Bevis mod Dem.«
»Ja, jeg har en hel Del at sige,« sagde vor Fange meget langsomt. »Jeg ønsker at fortælle Dem hele Sagens Sammenhæng.«
»Er det ikke bedre, De venter med det, indtil De kommer i Forhør,« sagde Inspektøren.
»Det kunde jo være, at jeg aldrig blev forhørt,« svarede han. »Ja, De behøver ikke at se saa bestyrtet ud, jeg tænker slet ikke paa at flygte eller tage Livet af mig. Er De Læge?« Han vendte sig mod mig og saa paa mig med sine vilde, mørke Øjne, medens han fremsatte dette Spørgsmaal.
»Ja, jeg er,« svarede jeg.
»Saa føl engang her,« sagde han med et Smil, idet han med sine lænkede Haandled gjorde en Bevægelse op mod Brystet.
Jeg lagde min Haand paa hans Hjerte og mærkede straks, at hans Hjerteslag var usædvanlig stærkt, og tillige meget uregelmæssigt, samt at det ligesom kogte derinde. Hans Brystkasse rystede og dirrede, ligesom man kunde tænke sig en svag Byg-
