161
mig til Politistationen,« bemærkede han til Sherlock Holmes. »Min Cab holder jo for Døren, og dersom De vil løse mine Ben, saa kan jeg godt selv gaa ned til den. Jeg er ikke saa let at bære, som jeg før har været.«
Gregson og Lestrade vekslede Blikke, hvori man kunde læse, at de fandt dette Forslag noget dristigt; men Holmes tog straks Fangen paa Ordet og løste de Baand, vi havde bundet om hans Ankler. Han rejste sig op og strakte Benene ligesom for at overbevise sig om, at de atter vare fri, og jeg husker tydelig, at jeg tænkte ved mig selv, da jeg betragtede ham, at jeg sjælden havde set et saa kraftigt bygget Menneske, og hans mørke, solbrændte Ansigt bar et bestemt og energisk Udtryk, der var lige saa skrækindjagende som hans legemlige Styrke.
»Hvis Direktørpladsen for Politiet er ledig, da antager jeg, at De er den rette Mand til den,« sagde han, idet han med stor Beundring stirrede paa min Husfælle. »Aldrig havde jeg tænkt mig, at man her i London kunde følge mit Spor saa sikkert.«
»Det er vist bedst, at De nu følger med,« sagde Holmes til de to Opdagere.
»Jeg skal køre for dem,« sagde Lestrade.
»Godt, og Gregson kan sætte sig ind hos mig — og De ogsaa, Doktor. De har jo interesseret Dem saa levende for denne Sag, og ydet Deres Hjælp, saa De maa ogsaa holde Dem til os.«
Jeg tog med Glæde mod Indbydelsen, og vi fulgtes allesammen ned. Vor Fange gjorde slet ikke Forsøg paa at undslippe, men traadte rolig ind i sin egen Cab, og vi fulgte ham. Lestrade sprang op
