155
Ferrier, der nu var bleven Lucy Drebber, skulde kun altfor snart gaa i Opfyldelse. Enten det nu var hendes Faders skrækkelige Død eller det modbydelige Giftermaal, som var bleven hende paatvunget, eller vel snarest begge Dele til sammen — nok er det, at den stakkels Lucy aldrig mere blev den unge, friske Kvinde, hun havde været før. Hun sygnede hastig hen, og allerede Maanedsdagen efter sit Bryllup laa hun paa Sottesengen.
Hendes ufølsomme og meget fordrukne Mand, der hovedsagelig havde ægtet hende for med Tiden at komme i Besiddelse af John Ferriers gode Farm og betydelige Formue, viste ikke synderlig Bedrøvelse, da hun døde fra ham; men hans andre Koner sørgede over hende og sad oppe og vaagede og græd over hendes Lig Natten før hendes Begravelse, som Skik er iblandt Mormonerne.
Trætte og forvaagede sad de omkring hendes Baare hen ad Morgenstunden, da, til deres ubeskrivelige Rædsel og Forbavselse, Døren blev revet op og en vildt udseende, vejrbidt Mand i sønderrevne Klæder traadte ind i Værelset. Uden saa meget som et eneste Blik eller Ord til de forfærdede, sammenkrøbne Kvinder, skred han hen til den hvide, tavse Skikkelse, der fordum havde været Bolig for den muntre Lucy Ferriers friske og rene Sjæl. Idet han bøjede sig over hende, trykkede han sine Læber ærbødig mod den kolde Pande, greb derefter hendes Haand og tog Vielsesringen af hendes Finger.
»Med denne skal hun ikke begraves!« udbrød han i en vild, harmfuld, foragtelig Tone, og før nogen af dem kunde besinde sig til at raabe eller forhindre det, var han sprungen ud af Værelset og var forsvunden. Saa mærkværdig var denne Hæn-
