153
ham. Da han kom nærmere, saa han, at det var en Mormon, der hed Cowper, som han havde haft Lejlighed til at vise forskellige Tjenester. Han tiltalte ham derfor, da han var kommen helt hen til ham, for om muligt af ham at erfare, hvad der var bleven af Lucy Ferrier.
»Jeg er Jefferson Hope,« begyndte han, »Du husker mig vel nok?«
Mormonen stirrede paa ham med udulgt Forbavselse — det var ogsaa vanskeligt i denne udtærede, snavsede og ukæmmede Vandrer med det spøgelseagtig blege Ansigt og de vilde Øjne at genkende den raske og smukke unge Jæger fra tidligere Tid. Men da Cowper til sidst havde overbevist sig om, at det virkelig var ham, forandredes hans Forbavselse til Bestyrtelse.
»Du er jo gal, at Du vover at komme her!« udbrød han, »det gælder ogsaa mit eget Liv, hvis nogen ser, at jeg taler med Dig. Der er af de hellige fire udstedt en Fordømmelses- og Arrestordre imod Dig, fordi Du har hjulpet Ferriers bort.«
»Jeg frygter hverken dem eller deres Ordre,« svarede Hope foragtelig. »Du maa jo kende noget til denne Sag, Cowper, jeg besværger Dig ved alt, hvad Du holder helligt, at Du venter lidt og under mig Svar paa nogle faa Spørgsmaal. Vi har jo altid været Venner, for Guds Skyld, afslaa ikke min Bøn.«
»Hvad vil Du da have at vide?« spurgte Mormonen meget urolig. »Vær hurtig, selv Klipperne har jo Øren og Træerne Øjne.«
»Hvad er der blevet af Lucy Ferrier?«
»Hun blev i Gaar viet til den unge Drebber.
