152
uskaansom Gengældelse mod hans Fjender, og tilføjet dem ved hans egen Haand. Hans stærke Vilje og utrættelige Energi skulde nu alene vies til dette Maal, derpaa svor han ved sig selv en dyr Ed.
Mørk og bleg vandrede han tilbage til det Sted, hvor han havde kastet Kødet af det skudte Dyr fra sig, og da han havde fundet det, bar han det hen til Baalets Gløder, blæste disse i Flammer øg stegte derpaa saa meget, at han havde Føde nok til nogle faa Dage. Denne lavede han til en Bylt, og saa træt som han var, begav han sig dog paa Vandring tilbage gennem Bjærgene i de hævnende Engles Spor.
I fem Dage vandrede han udmattet og med saarede Fødder tilbage gennem de Kløfter, han før havde passeret til Hest. Om Natten kastede han sig ned mellem Klipperne og stjal nogle Timers Søvn; men længe før Daggry vaagnede han gerne op igen og begav sig straks atter paa Vandring. Den sjette Dag naaede han endelig Ørne-Canjonen, hvorfra de havde begyndt deres sørgelige Flugt, og herfra kunde han se ned paa de sidste Dages Helliges Stad.
Saaret, udmattet og fortvivlet stod han her og lænede sig til sin Riffel, idet han stirrede ud over Utah. Saa løftede han sin magre Haand og knyttede den truende mod den vidt spredte Stad, der laa neden for ham. Medens han stod og stirrede, lagde han Mærke til, at der vajede Flag i flere af Hovedgaderne., og at der var andre Tegn paa Festlighed.
Han stod endnu og grundede paa, hvad der vel kunde være paa Færde, da han hørte Heste trampen i Nærheden, og da han saa til Siden, opdagede han en Rytter, som kom ridende hen imod
