149
opmuntre sig selv ved den Tanke, at ethvert Skridt bragte ham nærmere til Lucy, og at han medbragte saa megen Føde, at de nu havde nok til Resten af deres Rejse.
Til sidst kom han da til Indgangen af den Dal, hvori han havde efterladt dem; selv nu i Mørket kunde han genkende Omridsene af de Klipper, der omgav den. De maatte, tænkte han, vente paa ham med stor Ængstelse; thi han havde været borte i over fire Timer. I sit Hjærtes Glæde satte han begge Hænder for Munden og fik Dalen til at i unge af Ekkoer fra det Hallo, som han raabte til Tegn paa, at han var i Nærkeden af dem. Han tog Hænderne fra Munden og lyttede efter Svar; men der kom intet med Undtagelse af hans eget Raab, der atter og atter blev kastet tilbage fra Kløftens fremspringende Vægge, og kom tilbage til ham i mangfoldige Gentagelser. Atter raabte han, og denne Gang endnu højere end før, men heller ikke nu kom der noget Svar fra de Venner, han for saa kort Tid siden havde forladt. En ubestemt, usigelig Rædsel kom da over ham, i sin store Ophidselse kastede han den kostbare Føde fra sig og styrtede af Sted med halsbrækkende Spring.
Han drejede om det sidste Hjørne og havde nu fuldt Overblik over Stedet, hvor Ilden var bleven tændt. Der glødede endnu nogle Emmer der; men Baalet var ellers øjensynlig nok ikke bleven passet, siden han forlod det. Den samme Dødsstilhed som før rugede endnu over Stedet. Hans frygtsomme Anelser vare nu næsten forvandlede til Vished, og han styrtede hen til Baalets Rester. Der var ingen levende Skabninger at se der i Nærheden. Dyr,
