145
Femte Kapitel.
De hævnende Engle.
Hele Natten gik deres Vej gennem labyrintiske Kløfter og ujævne vildsomme Stier. Mere end een Gang kom de ud af den rette Kurs, men Hopes fortrolige Kendskab til Bjergene satte dem i Stand til atter at finde Vejen. Da Morgenen brød frem, udbredte sig et Landskab for dem af vidunderlig men vild Skønhed. Til alle Sider indesluttedes de af store snetoppede Tinder, der tittede op over hinandens Skuldre over til den fjerne Horrisont. Saa stejle hævede sig Klippemurene omkring dem, at Lærke- og Fyrretræerne, der voksede frem paa Skraaningerne, syntes at svæve i Luften over deres Hoveder, og kun behøvede et stærkt Vindpust for at styrte ned over dem. Ej heller var denne Fare en blot og bar Illusion, thi den nøgne Dal var tykt bestrøet med Træer og Rullesten, der vare faldne ned fra Klippeskraaningerne, og endnu medens de passerede Dalen kom et stort Klippestykke dundrende ned med en hæs Skratten, der vækkede Ekkoerne i den stille Kløft og skræmmede Hestene frem i Gallop.
Da Solen langsomt hævede sig paa den østlige Horisont, oplystes de vældige Bjærges Tinder en efter en ligesom Lamper ved en Fest, indtil de alle rødmede og glødede i ubeskrivelig Skønhed. Dette prægtige Syn gød ligesom nyt Mod i de tre Flygtninges Hjerter og gav dem forøget Energi. Ved en vild Bjærgstrøm, der vældede frem fra en snæver Kløft, gjorde de Holdt for at vande deres Heste,
