144
befandt sig inden for de sidste Dages Helliges Omraade. De vare naaede ind i den vildeste og mest øde Del af Passet, da Lucy udstedte et dæmpet Skrig og pegede op ad. Paa en Klippe, der hældede ud over Stien, stod en ensom Skildvagt, og hans Skikkelse tegnede sig tydelig og mørk mod Himlen. Han saa dem i samme Øjeblik, som de bemærkede ham, og hans militære Tilraab: »Hvem der?« rungede skarpt gennem den stille Kløft.
»Rejsende fra Nevada,« sagde Jefferson Hope, idet han lagde Haanden paa Riflen som hang ved hans Sadel.
De kunde se den ensomme Vagt tage Bøssen fra Skulderen og spændte Hanen, medens han stirrede ned paa dem, som om han ikke var tilfreds med det Svar han havde faaet.
»Med hvis Tilladelse?« spurgte han.
»De hellige fires,« svarede Ferrier. Hans Erfaring som Mormon havde lært ham, at dette var den højeste Autoritet, til hvilken han kunde henvise.
»Ni til syv!« raabte Skildvagten.
»Syv til fem,« svarede Jefferson Hope straks, idet han huskede paa det Feltraab, som han havde hørt i Haven.
»Passer, og Herren være med jer!« lød det fra Røsten oppe fra Klippen.
Fra dette Vagtsted bredte Stien sig og blev meget jævnere, og Hestene kunde nu slaa over i Trav. Da de flygtende kiggede tilbage, saa de, at den enlige Skildvagt vendte Ryggen til dem og lænede sig skødesløst paa sin Bøsse, og de vidste nu, at de havde passeret det udvalgte Folks yderste Vagtpost, og at Friheden og Frelsen laa foran dem.
