143
at blive sete. Før de naaede Byen, drejede Jægeren af fra Vejen ind paa en ujævn og snæver Sti, der førte op til Bjærgene. To mørke, sønderrevne Tinder fortonede sig tæt over dem gennem Mørket, og den Kløft, der førte ind mellem dem, var Ørne-Canonen, i hvilken Hestene stod og ventede paa dem. Med sikkert Instinkt gik Jefferson Hope foran og viste Vej ind mellem store Klippestykker og langs med et udtørret Flodleje, indtil han naaede en afsides Krog indesluttet mellem høje Klipper. Her var det, at de trofaste Dyr stod bundne.
Pigen blev nu sat op paa Muldyret, og den gamle Ferrier med sin Pengepose op paa den ene af Hestene, medens Jefferson Hope ledede den anden hen ad den stejle og farlige Sti.
Det var en meget vildsom Vej for enhver, der ikke var vænnet til at færdes i Bjærgenes øde og ensomme Egne. Paa den ene Side optaarnede sig en vældig Klippe over tusinde Fod i Højden, sort, streng og truende og med lange Basaltsøjler langs ned med Siden som de fremtrædende Ribben paa et eller andet forstenet Uhyre. Paa den anden Side gjorde et vildt Kaos af mægtige Rullesten og Klippestykker al Vandring umulig, og imellem disse to løb saa den bugtende Sti, paa de fleste Steder saa snæver, at de maatte vandre fremad i Gaasegang, og saa ujævn, at kun meget øvede Ryttere kunde befærde den.
Trods alle Vejens Farer og Vanskeligheder skred Flygtningene dog frem med et let Hjerte; thi hvert Skridt, de tog, forøgede jo Afstanden mellem dem og det skrækkelige Tyranni, fra hvilket de flygtede.
Imidlertid fik de snart Bevis for, at de endnu
