142
Sanser som en Los. Næppe havde han og hans Venner bukket sig ned, før en Bjergugles melankolske Tuden hørtes kun nogle faa Alen fra dem, og denne Tuden blev straks besvaret et lille Stykke borte. I samme Øjeblik dukkede en ubestemt, skyggeagtig Skikkelse op i Gabet, som de skulde have været igennem, og udstødte endnu en Gang det klagende Signal, hvorpaa en anden Skikkelse dukkede frem af Mørket.
»I Morgen ved Midnat,« sagde den første, der syntes at være den ledende. »Naar Whippoor-Will (Uglen) kalder tre Gange.«
»Godt,« svarede den anden. »Skal jeg meddele det til Broder Drebber?«
»Lad det gaa til ham og fra ham til de andre. Ni til syv!«
»Syv til fem!« svarede den anden, og dermed gled de to Skygger bort hver i sin Retning. Deres sidste Ord havde øjensynlig været en Slags Feltraab, hvorved de kunde kende hinanden.
I samme Øjeblik, som deres Fodtrin vare døde hen i det fjerne, sprang Jefferson Hope op og efter at have ledet sine to Ledsagere gennem Gabet, førte han dem ud over Marken, saa hurtig han kunde, idet han støttede og halvt bar den unge Pige, naar hendes Styrke var ved at svigte hende.
»Skynd jer! skynd jer!« hviskede han den ene Gang efter den anden. »Nu er vi komne igennem Skildvagternes Række, og nu afhænger alt af, om vi kommer hurtigt af Sted. Skynd jer endelig!»
Da de først vare komne ud paa Vejen, gik det meget hurtigt. Kun een eneste Gang mærkede de, at de kom imod nogen, men det lykkedes dem at slippe ind i en Mark og paa den Maade undgaa
