141
Lysene inde i Huset vare alle blevne slukkede, og fra de saaledes mørknede Vinduer kiggede Ferrier ud over de Marker, som han saa flittig havde opdyrket, men som han nu for evig skulde forlade. Han havde imidlertid længe forberedt sig paa dette Offer, og Tanken om hans Datters Ære og Lykke opvejede fuldstændig den Sorg, han følte ved at skulle forlade sin haardt fortjente Ejendom. Alt saa saa fredeligt og lykkeligt ud: de svagt susende Træer og de udstrakte, bølgende Kornmarker, at det var vanskeligt at tænke sig, at Vold og Mord lurede bag det altsammen. Dog viste den unge Jægers blege Ansigt og spændte Træk ham tydelig nok, at han paa Vejen til Farmen havde set tilstrækkeligt af truende Farer.
Ferrier bar Posen med Guldstykkerne og Banknoterne, Jefferson Hope havde den sparsomme Provision og Vandet i sin Varetægt, medens Lucy i en lille Byldt medførte nogle faa Ting, hun nødig vilde lade blive tilbage. Efter at have aabnet Vinduet meget langsomt og forsigtigt, ventede de, indtil en tæt Sky havde formørket Himlen, og saa lod de sig med temmelig lange Mellemrum en efter en glide ud ad Vinduet og ned i den lille Have. Med tilbagetrængt Aandedræt og stærkt sammenbøjede listede de sig frem gennem denne og naaede saaledes hen i Skjul af Hækken, der omgav den, og nu fulgte de denne, indtil de kom til Aabningen, der førte ud i Marken. Men ikke saa snart vare de komne hertil, før Jefferson greb fat i sine to Ledsagere og trak dem tilbage ind i Skyggen, hvor de dukkede sig ned tavse og skælvende.
Det var er stor Lykke, at den unge Jæger ved sin Færden paa Prærien havde faaet saa skarpe
