136
lige saa sikkert, som at Morgenen kom, lige saa sikkert fandt han, at hans usynlige Fjender havde holdt Regnskab og paa et eller andet iøjnefaldende Sted optegnet, hvor mange Dage, der endnu var tilbage af hans Naades-Maaned. Undertiden stod det skæbnesvangre Tal paa Væggene, undertiden paa Gulvene eller ogsaa stod det paa smaa Plakater, der vare fastgjorte paa Ledstolperne, eller Stakittet om Haven. Trods al sin Aarvaagenhed kunde John Ferrier dog ikke opdage, hvorfra disse daglige Advarsler kom, og en Rædsel, der til sidst blev helt overtroisk, kom over ham, hver Gang han fik Øje paa dem. Han blev ganske udtæret af Uro og Frygt, og hans Øjne fik det fortvivlede Udtryk, som kan træffes hos forfulgte Skabninger. Han havde kun et eneste Haab tilbage, og det var, at den unge Jæger maatte komme hjem fra Nevada.
Tallet tyve var bleven til femten, og femten var bleven til ti; men endnu havde de ikke hørt det mindste fra den ventede; et efter et bleve Tallene trukne fra, men der viste sig intet Tegn til, at han kom. Naar som helst en Rytter klaprede hen ad Vejen, eller en Kusk raabte til sit Forspand, ilede den gamle Farmer ud til Leddet i den Tro, at Hjælpen nu endelig kom; men hver Gang maatte han vende skuffet tilbage. Da til sidst fem blev forandret til fire og dette til tre, tabte han fuldstændig Modet og opgav alt Haabet om Flugt og Frelse. Alene og lidet kendt, som han var, med Bjergene, der omgav Utah, vidste han, at han stod fuldstændig hjælpeløs. De befærdede Veje bleve omhyggelig bevogtede og spærrede, saa ingen kunde passere dem uden Tilladelse fra Raadet. Hvorhen han end vendte sig, var det derfor umuligt for ham
