135
omhæng lige ud for hans Bryst. Paa Papiret stod med store vidt spredte Bogstaver skrevet:
»Ni og tyve Dage ere givne Dig til Omvendelse, og saa —«
Denne Afbrydelse var langt mere rædselsfuld, end nogen aabenlys Trusel kunde have været. Det var John Ferrier aldeles umuligt at forstaa, hvorledes denne Advarsel var kommen ind i hans Hus; thi hans Tjenestefolk sov i en Bygning, som laa for sig selv, og baade Døre og Vinduer vare tæt tillukkede. Han krammede Papiret sammen og sagde ikke et Ord til sin Datter om, hvad der var sket, men han følte sig saare beklemt derved. De ni og tyve Dage vare aabenbart Resten af den Maaned, som Brigham Young havde givet ham at betænke sig i. Men hvad kunde selv nok saa stor en Styrke og Dristighed stille op mod en Fjende, der havde saa gaadefulde Magter til sin Raadighed? Den samme Haand, der fæstede hin Naal, kunde jo lige saa let have gennemboret hans Hjerte, uden at en eneste Sjæl fik at vide, hvem det var, der havde dræbt ham.
Endnu mere rystet blev han dog den følgende Morgen. De havde netop sat sig ved Frokosten, da Lucy med et Overraskelsens Udbrud pegede opad: midt paa det hvidtede Loft var med en forkullet Stok — saa vidt det kunde ses — skrevet Tallet 28. Lucy forstod naturligvis slet ikke, hvad dette skulde sige, og han sagde hende det heller ikke. Den Nat blev han siddende oppe og holdt Vagt med Bøssen parat. Han saa eller hørte imidlertid ikke det ringeste, og dog stod der den følgende Morgen et stort 27 malet paa Ydersiden af hans Dør.
Saaledes gik den ene Dag efter den anden, og
