129
En sagte Hulken og et Tryk af hendes Haand var det eneste Svar.
»Ja, naturligvis, det kan jeg jo nok tænke, og jeg kunde da heller ikke lide at høre andet. Han er en flink Fyr, og saa er han tilmed en Kristen, og det er mere, end man kan sige om disse Mennesker her, trods al deres Beden og Præken. I Morgen tidlig afgaar der en Flok Minearbejdere herfra til Nevada, og jeg skal da se at faa sendt Bud med dem til ham om, hvorledes Sagerne staar. Hvis jeg ellers kender ham rigtig, vil det ikke vare ret længe, før vi har ham her hos os — det vil nok gaa med Telegraffart, kan Du tro.«
Lucy lo gennem Taarerne ad Faderens Udtryk.
»Naar han kommer, saa vil han nok finde paa en Udvej. Men det er for Dig, jeg er mest bange, Fader. Man hører jo saadanne skrækkelige Historier om dem, der sætter sig op imod Profeten — der hænder dem altid noget frygteligt.«
»Ja, men vi har jo dog ikke sat os op imod ham endnu,« svarede Faderen, »og det er da altid tidlig nok at begynde at være bange for Følgerne, naar vi har gjort det. Nu har vi jo en hel Maaned at løbe paa, naar den er gaaet, saa er det nok bedst, at vi forlader Utah.«
»Forlader Utah!«
»Ja, der er vist ikke andet at gøre.«
»Ja, men Farmen?«
»Jeg vil gøre saa meget i Penge, som jeg kan, og saa lade dem beholde Resten. Jeg skal sige Dig, Lucy, det er ikke første Gang, jeg tænker paa at gøre det. Jeg har ikke synderlig Lyst til at krumme Ryg for et Menneske, saaledes som disse her Folk gør over for deres hellige Profet. Jeg er en fri
