128
han til sidst. »Min Datter er meget ung — hun er næppe endnu moden til Ægteskab.«
»Hun skal faa en Maaned at betænke sig i,« sagde Young og stod op. »Naar den er forløben, skal hun give os sit Svar.«
Han var allerede kommen til Dørtærskelen, da han vendte sig om med blussende Ansigt og flammende Øjne. »Det var bedre for dig, John Ferrier,« tordnede han, »at Du og hun nu laa som blegede Skeletter paa Sierra Blanca, end at Du prøver paa at stille din svage Vilje mod de hellige fires Beslutning.«
Med en truende Haandbevægelse vendte han sig og gik videre, og Ferrier hørte hans tunge Trin trampe op ad den stenbelagte Sti.
Farmeren satte sig ned, støttede Albuerne paa Knæerne, lagde Hovedet i Hænderne og gav sig til at grunde over, hvorledes han skulde faa dette sagt til sin Datter, da en blød Haand berørte hans Kind. Han skottede op og saa, at det var hende, der sagte var traadt hen til hans Side. Et eneste Blik paa hendes blege, forskræmte Ansigt viste ham tydeligt, at hun havde hørt alt det, der var foregaaet.
»Jeg kunde ikke gøre for det,« sagde hun som Svar paa hans stumme Spørgsmaal. »Han raabte, saa det kunde høres over hele Huset. Aah, Fader, Fader, hvad skal vi dog gøre?«
»Vær nu kun ikke altfor angest,« sagde han beroligende, idet han trak hende nærmere til sig, og lod sin barkede Haand glide kærtegnende ned over hendes brune Haar. »Vi skal nok se at finde paa Raad. Du har vel ikke synderlig Lyst til nogen af disse to Fyre — vel? — Og Du holder vel endnu lige meget af den anden, Du ved nok — ikke?«
