126
at dette Besøg ikke varslede ham noget godt — løb Ferrier hen til Døren for at tage imod Mormonernes store Overherre. Denne tog imidlertid med megen Kulde mod hans Hilsen og fulgte ham med et meget strengt Udtryk i Ansigtet ind i Dagligstuen.
»Broder Ferrier«, sagde han, idet han satte sig ned og saa skarpt paa Farmeren ud under de lyse Øjenvipper, »de sande Troende have vist sig som dine velsindede Venner. Vi opsamlede Dig, da Du laa døende af Sult i Ørkenen, vi delte vor Føde med Dig og førte Dig velbeholden til det forjættede Land; her gav vi Dig en rigelig og frugtbar Lod og tillod Dig at vorde rig under vor Beskyttelse. Er det ikke saa?«
»Jo, det er sandt,« svarede John Ferrier.
»Til Gengæld for alt dette krævede vi kun een Ting af Dig: at Du skulde antage den sande Tro og overholde dens Forskrifter nøje, i et og alt rette dig efter deres Skikke. Dette lovede Du at gøre; men hvis det almindelige Rygte taler sandt, da har Du ikke holdt, hvad Du lovede.«
»Og hvormed har jeg da forbrudt mig?« spurgte Ferrier, og slog ud med Hænderne for at give sine Ord større Eftertryk. »Har jeg ikke bidraget til det fælles Fond? Har jeg ikke besøgt Templet? Har jeg ikke —?«
»Hvor er dine Hustruer?« spurgte Young og saa sig omkring. »Kald dem ind, at jeg han hilse paa dem.«
»Sandt nok, jeg har ikke taget til Ægte,« svarede Ferrier. »Men Kvinderne vare kun faa, og der var mange, som havde større Krav paa dem end jeg. Desuden var jeg jo ikke nogen enlig
