123
Tredje Kapitel.
John Ferrier taler med Profeten.
Tre Uger vare forløbne, efter at Jefferson Hope og hans Kammerater havde forladt Saltsøstaden, og John Ferrier tænkte med et tungt Hjerte paa, at Tiden nærmede sig, da den unge Mand vilde komme tilbage og berøve ham hans Plejedatter. Dog var det ham en Slags Trøst i Sorgen at se, hvorledes Lucys Ansigt straalede af Lykke og Glæde, hver Gang hendes elskede kom paa Tale. John havde forlængst i sit inderste Hjerte fattet den faste Beslutning, at ingen nogen Sinde skulde faa ham til at give sin Plejedatter til en Mormon: thi et saadant Ægteskab betragtede han som slet intet Ægteskab og dertil som en Skam og Vanære. Hvad han saa monne tænke om de mormonske Læresætninger — paa dette Punkt var han ubøjelig. Imidlertid maatte han tie stille med, hvad han tænkte; thi at komme frem med en kættersk Mening var i hine Dage en saare farlig Sag i de sidste Dages Helliges Land.
Ja, en meget farlig Sag — saa farlig, at endog de mest ansete Hellige kun i deres Lønkammer og med den sagteste Stemme turde fremhviske deres Meninger om Religionen, at ikke noget af det, der undslap deres Læber, skulde blive misforstaaet, mistydet eller forvansket og bringe en hurtig Gengældelse ned over dem. Forfølgelsens Ofre vare nu selv paa deres egne Enemærker bievne til Forfølgere, og det de mest uskaansomme, som tænkes kunde. Hverken Sevillas Inkvisition, Tysklands Vehmgericht
