121
Dette var Jefferson Hope imidlertid Mand for at raade Bod paa, og han forstod at afgive sine Beretninger paa en saadan Maade, at de kom til at interessere baade Lucy og hendes Fader. Han havde været Nybygger i Kalifornien og kunde fortælle mange mærkelige Historier, om store Formuer, der vare vundne paa faa Dage, men lige saa hurtig tabte i hine vilde Nydannelses Tider. Han havde ogsaa været Spejder i Indianerkrigene. Bæverfanger, Sølvminesøger og Jordspekulant — naar og hvor som helst der tilbød sig vovelige Bedrifter og spændende Eventyr, havde Jefferson Hope meldt sig som Deltager.
Det varede ikke længe, for han var bleven den gamle Farmers Yndling, og John blev ikke træt af at berømme hans Bedrifter og rose hans Dygtighed. Ved saadanne Lejligheder tav Lucy gerne stille, men hendes blussende Kinder og straalende, lykkelige Øjne viste dog tydelig, at hendes unge Hjerte ikke længer tilhørte hende selv alene. Det er muligt, at hendes ærlige Fader ikke lagde Mærke til disse Symptomer, men de bleve ikke skjulte for den Mand, der havde vundet hendes Kærlighed.
En Sommeraften kom han galopperende ned ad Vejen og holdt Hesten an ved Leddet. Hun stod i Døren og kom ud for at møde ham; han kastede da Tømmen over Ledstolpen og skyndte sig hen imod hende.
»Nu tager jeg af Sted, Lucy,« sagde han, idet han tog begge hendes Hænder i sine og stirrede hende med Ømhed ind i det rødmende Ansigt. »Endnu vil jeg ikke spørge Dig, om Du vil følge med mig; men vil Du være rede til at følge mig, naar jeg kommer næste Gang?«
