119
De kommer hjem, saa spørg ham, om han kan huske Jefferson Hopes fra St. Louis. Hvis han er den Ferrier, jeg tænker paa, saa var hans Fader og min meget gode Venner.«
»Kunde De ikke lige saa godt selv komme og spørge om det?« spurgte hun lidt mut.
Det lod til, at den unge Mand blev meget fornøjet ved denne halve Indbydelse; thi hans mørke Øjne skinnede af Glæde. »Jo, det skal jeg gøre,« sagde han, »vi har nu været oppe mellem Bjærgene i over to Maaneder, og ser just ikke videre pæne ud til at gøre Visit; men han maa saa tage os, som han finder os.«
»Han har meget at takke Dem for, og jeg lige saa,« svarede hun; »han holder urimelig meget af mig, og hvis Køerne havde trampet mig ned, saa havde han aldrig forvundet det.«
»Ja, jeg heller ikke,« sagde hendes Redningsmand.
»De! — Det synes mig dog, at det kunde være Dem saa temmelig ligegyldigt — De kender os jo ikke engang.«
Den unge Jægers mørke Ansigt blev saa blussende rødt over denne Bemærkning, at Lucy Ferrier ikke kunde lade være at le højt.
»Nu, det var ikke saaledes ment,« sagde hun igen; »nu er De naturligvis vor Ven. Men kom saa og besøg os; nu maa jeg af Sted, ellers vil Fader nok ikke en anden Gang betro mig noget Ærinde. Farvel!«
»Farvel,« svarede han, idet han løftede paa sin bredskyggede Straahat og greb hendes lille Haand. Hun kastede sin Hest omkring, gav den et Rap med
