114
Stangerson, Kemball, Johnston og Drebber, som vare de fire mest ansete Ældste, fik den større og bedre.
Paa den Jord, der saaledes blev ham til Del, opførte John Ferrier sig et anseligt Træhus, der i de paafølgende Aar modtog saa mange Tilbygninger, at det blev til en rummelig og stolt Gaard. Han var en Mand med et praktisk Greb paa Livet, akkurat, med hvad han tog sig for, og sjælden nævenyttig. Hans Jærnhelbred satte ham i Stand til at arbejde med sin Jord fra tidlig Morgen til sildig Aften; derfor var ingen Farm saa vel dyrket som hans, og derfor fik han altid et rigt Udbytte af den. Efter de første tre Aars Forløb var han betydelig mere velstaaende end sine Naboer, efter seks Aars Forløb var han allerede en rig Mand, og da tolv Aar vare gaaede, fandtes der i hele Saltsøstaden kun en 5—6 Familiefædre, der i Velstand kunde maale sig med ham. Fra den store Saltvandsindsø og til det fjerne Wahsatch Bjærge var intet Navn saa godt kendt og anset som John Ferriers.
Kun i een Henseende, men ogsaa kun i een, stødte han an mod sine Troesfæller. Ingen Grunde eller Overtalelser kunde formaa ham til at anskaffe sig en Samling Hustruer efter sine Medbrødres Skik. Han gav aldrig nogen Grunde for sin ved holdende Vægring, men nøjedes med haardnakket og ubøjelig at holde fast ved sin Beslutning.
Der var nogle, som beskyldte ham for Lunkenhed i hans ny antagne Religion, medens andre mente, at det var Gerrighed og Modvilje mod de forøgede Udgifter, som en større Husholdning vilde medføre, der saa afgjort lod ham foretrække den enlige Stand. Atter andre talte om en tidligere Kærlighed, om en gullokket Jomfru, der i sin fag-
